Sådan indhenter du tilbud på SEO

At vælge den rette SEO-udbyder er svært – især hvis man ikke har arbejdet med SEO før. Men du bliver taknemmelig for, at du har brugt god tid at vælge netop det SEO-tilbud, der passer til dine behov.

Forfatter: Jacob F. H. Petersen. Senest opdateret 16. juni 2024. 

Step 1: Forstå de enkelte SEO-opgaver

Hvis du aldrig har arbejdet med SEO, kan det være tæt på umuligt at vurdere tilbud mod hinanden. Ofte vil der i tilbuddet nemlig stå en masse tekniske opgaver, som du ikke kender den “korrekte” pris på.

Derfor ender det typisk med, at prisen bliver det eneste afgørende parameter. Og ja, prisen er vigtig. Du skal hverken betale for meget eller for lidt, når du køber SEO.

Men det absolut vigtigste er, at SEO-arbejdet er profitabelt på lang sigt. Og skal arbejdet være profitabelt, skal de rette SEO-opgaver indgå.

Derfor er det gode SEO-tilbud kendetegnet ved, at du forstår de konkrete SEO-opgaver. Sælgeren/konsulenten bør kunne forklare dem til dig i et sprog, du kan forstå – selv hvis du intet kender til SEO.

Hvis vedkommende ikke kan det, vil jeg anbefale dig at vælge en anden. 

Step 2: Få udspecificeret prisen på opgaverne

De enkelte opgaver for SEO-samarbejdet bør altid konkretiseres i tilbuddet. Her bør samtidig indgå et tidsestimat og prisen pr. konkret opgave (baseret på en timepris). 

Vi forestiller os, at du har to tilbud at vælge imellem. Du har tiltro til begge udbydere (du forstår, hvad de vil lave for dig, og du stoler på deres faglighed). Du kan nu begynde at sammenligne prisen på de enkelte opgaver.

Her bør du være særligt opmærksom på, hvis den ene udbyder har sat prisen markant lavere eller højere ved en af de konkrete opgaver, sammenlignet med konkurrenten. Det kan tyde på, at opgaven under- eller overprioriteres, og det kan og bør du bede om en forklaring på.

Når du forstår de opgaver, der skal løses, og du har fået en udspecificering af prisen på opgaverne, kan du begynde at kigge nærmere på bureauernes historik.

Step 3: Fokuser på SEO-udbydernes kundetilfredshed og opnåede resultater

Det absolut vigtigste ved ethvert SEO-samarbejde er professionalitet, seriøsitet – og resultater.

Det er umuligt at garantere et godt samarbejde med en SEO-udbyder. Men man kan gøre sit forarbejde bedst muligt – og det vil jeg også anbefale dig. 

Du skal særligt kigge på, om tidligere kunder er tilfredse med samarbejdet. Det er både via offentligt tilgængelige anmeldelser på f.eks. Trustpilot – men det er også ved at tale med folk, der har brugt SEO-firmaet før.

Samtidig skal du bede om at se dokumentation for opnåede resultater for andre kunder. Det vil i dette tilfælde være i form af højere placeringer på Google.

Hvis du kan krydse af ved begge med god ro i maven, er du med stor sandsynlighed i gode hænder. 

Step 4: Få tilbuddets kontraktvilkår tydeliggjort

Det sidste punkt relaterer sig til selve kontrakten – herunder særligt bindingsperioden. Læs mere om SEO uden/med binding

Jeg vil som udgangspunkt ikke anbefale dig at lave en aftale med et bureau, der binder dig i længere tid end 3 måneder.

Bindingsperioder er altid til SEO-firmaets fordel – uanset hvad sælgeren ellers prøver at overbevise dig om. Derfor skal du ikke acceptere at blive bundet i længere tid end højst nødvendigt.

Opsigelse bør i langt de fleste tilfælde kunne aftales med en måneds varsel (eller øjeblikkeligt – jeg gider personligt ikke arbejde for kunder, som reelt ikke ønsker mit arbejde). 

Jeg bruger en del spalteplads på dette, fordi jeg kender utallige virksomheder, der er blevet fanget i bindingsperioder på mange år. Det gælder ikke kun for SEO, men for marketingbranchen generelt.

Styr derfor uden om de bureauer, der vil binde dig længere end højst nødvendigt. Der er ofte en grund til, at de har brug for lange bindingsperioder for at holde på kunderne.